Så skete det igen: En dansk forsvarsminister måtte bakke ud af et fornuftigt og nødvendigt samarbejde, fordi der blev sat en EU-etiket på indsatsen. Det drejer sig om kampen mod piraterne langs Afrikas kyst, hvor Danmark allerede har et af flådens største skibe liggende – men hvor indsatsen er hæmmet af manglende internationale regler. Det så vi for nylig, da en flok mistænkte pirater måtte sættes i land i nattens mulm og mørke, fordi der ikke eksisterer noget internationalt samarbejde om håndteringen af dem. FN er ikke kommet nogen vegne – nu vil EU så forsøge, og så må Danmark bakke ud, for vi har jo vores “forsvarsforbehold”…
En af de muligheder, der arbejdes med, er etablering af fængsler i et tilpas “lovlydigt” afrikansk land, og så en international domstol i samarbejde med FN. Og her er der meget, som taler for, at netop EU kan lirke nogle praktiske løsninger igennem, som andre har vanskeligere ved. At Danmark som stor søfartsnation har en livsvigtig interesse i dette arbejde, burde være indlysende. Men…. forbeholdene!
Det er tidligere set, at denne danske undtagelse fra EU-samarbejdet – som er helt og aldeles selvpåført – har forhindret Danmark i at være med til en nødvendig indsats, hvor danske udsendte kunne have tilført arbejdet stor kvalitet: På Balkan måtte vi bakke ud fra et minerydningsprojekt, da EU overtog ansvaret fra NATO – selv om Danmark havde både mandskab og materiel, som gjorde en ypperlig indsats. Og når EU på et tidspunkt overtager ansvaret for sikkerheden i Kosovo fra NATO, må Danmark også liste af.
Da der blev sammensat en EU-udrykningsstyrke fra det nordisk-baltiske område – klar til indsats med kort varsel ude i verden – var der deltagere fra ikke-NATO-lande som Sverige og Finland og selv det ellers så alliancefri Irland. Styrken, som også rummede soldater fra de baltiske lande og fra Norge, som slet ikke er med i EU, kom under svensk kommando, og danskerne glimrede ved deres fravær. For vi har jo vores forbehold…
Det er synd og skam for de danske soldater, der har bevist deres overlegne kvalitet på farlige missioner ude i verden, at de skal holdes væk hver gang der sættes EU-stjerner på missionerne.
Et lille lyspunkt i al elendigheden er, at der på Christiansborg synes at være en vågnende forståelse for, at de danske undtagelser har udviklet sig til nogle tyngende fodlænker.
Da den danske rente skød i vejret, mens man i resten af Europa satte renten ned, gik det pludselig op for mange, at det kan koste at stå uden for samarbejdet – i dette tilfælde Euro-samarbejdet, der også er blokeret for Danmark af et af vores “forbehold” – og så begyndte nogen i SF, der ellers ikke har så meget til overs for EU-samartbejdet, at snakke om, at det måske ville være en god ide at komme med alligevel. Men i SF’s indre beslutningsgange blev der hurtigt lagt sordin på, og det forlyder nu, at man kun vil med, hvis samarbejdet bliver ændret grundlæggende. Og på højrefløjen vender man tommelfingeren helt nedad. Hellige enfold. De seneste ugers udvikling har demonstreret, hvor heldige vi er i Europa, at vi ikke som i 30′erne skulle gennem konkurrerende devalueringer og handelskrige, da krisen ramte - fordi vi har EU og fordi vi har Euroen. Og dem, der står udenfor, må betale – i Island med et voldsomt skred i valutakursen, i England, Norge og Sverige med mindre skred, og i Danmark med en højere rente, fordi vi fornuftigvis har kombineret vores undtagelse overfor Euroen med en fastkurspolitik.
Det er lidt ærgerligt, at der skulle en økonomisk krise til, for at skabe interesse om denne undtagelse – og at det igen er økonomiske argumenter, der dominerer i debatten om det, der i bund og grund er et politisk samarbejde. For den fælles valuta handler om politik – ganske som forsvarssamarbejdet handler om politik. Derfor er det synd og skam at Danmark skal holde sig selv udenfor, fordi berøringsangsten overfor det europæiske samarbejde stadig gennemsyrer det politiske liv i Danmark.