”Det er nødvendigt at Rusland forstår, at der ikke findes militære løsninger i Ukraine”. Sådan sagde den danske forsvarsminister til Berlingske efter forsvarsministrenes møde i NATO i går, da han skulle begrunde, hvorfor Danmark ikke vil sende våben til Ukraine.
”Der findes ikke militære løsninger!” Det er blevet et mantra, som europæiske ledere gentager igen og igen. Problemet er bare – som den danske minister udtrykte det – at få Rusland til at tro på det. For set fra deres synspunkt går det helt fint med den ”militære løsning”, hvor russiske tropper og våben støtter oprørerne i det østlige Ukraine, og hvor den dårligt udrustede regeringshær kæmper stadig mere desperat mod overmagten…
Det er tydeligt, at de politiske og økonomiske sanktioner – som ellers bider rigtig hårdt i Rusland – ikke har den ønskede virkning. Den ene våbenhvileaftale efter den anden er blevet brudt. Den russiske ledelse lyver ubesværet om, hvad der foregår ved fronten. Fronten flytter sig langsomt men sikkert. Og det område, som risikerer at blive frosset fast som en ny russisk lydstat i lighed med Transnistrien, Abkhasien og Sydossetien, vokser dag for dag.
Kampene er nu så voldsomme, og tabene så store, at vi nærmer os et afgørende punkt.
På den russiske side må Putin & Co. gøre sig overvejelser om, hvorvidt al resterende forsigtighed skal kastes over bord, og en stofoffensiv iværksættes for at maksimere lemlæstelsen af Ukraine. Eller om man skal fortsætte det grumsede spil med nye Minsk-aftaler, som løbes over ende af virkeligheden på slagmarken, lige så snart de er indgået.
På den vestlige side må vi overveje, om det giver mening at fortsætte forsøgene på en diplomatisk løsning, som modparten så åbenlyst ikke ønsker at bidrage til. Eller om Ukraine skal have våbenhjælp til det selvforsvar, som er helt i pagt med folkeretten.
Jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage på situationen i det tidligere Jugoslavien i begyndelsen af 90’erne, da borgerkrigen rasede, og vi i vesten hændervridende blev ved med at vedtage erklæringer om, at parterne skulle besinde sig og bevare ”Jugoslaviens nationale integritet”. Alt mens serberne massakrerede Bosnien, som vi ikke ville give våben til at forsvare sig selv. Og hvor det endte med, at Vesten måtte rykke ind militært for at rydde op efter katastrofen.
Der er paralleller i den nuværende situation, selv om de ikke skal trækkes for hårdt. Men der er tale om en lovlig regering, som angribes af oprørere, der får militær støtte fra et stort naboland – og dette store naboland har allerede vist sine hensigter ved at annektere Krim i grov strid med folkeretten.
Bekymrede sjæle vil indvende, at sådan ser russerne ikke på det. I Kreml mener man at have retten på sin side, og at oprørerne i Ukraine vender sig mod et ulovligt regime, der blev indsat efter et ulovligt kup for over et år siden. Og man vil opfatte vestlig våbenhjælp til Kiev-regeringen som et nyt bevis på, at Vesten hele tiden har haft til formål at kue og ydmyge Rusland.
De bekymrede sjæle har ret. Sådan ser Rusland på situationen. Men hvis vi mere eller mindre stiltiende giver dem ret – ved at akkviescere, som det hedder på diplomatsprog – har vi samtidig givet Putin blod på tanden. Og hvor vil han så slå til næste gang?
Derfor står vi ved en korsvej. Våben til Kiev – ja eller nej? Jo længere vi venter, desto vanskeligere vil det blive for den ukrainske regering at få vist russerne, at der ikke eksisterer en militær løsning.
I USA diskuteres det i disse dage livligt, om man skal sende ”defensive våben”, for eksempel panserværnsvåben, observationsudstyr og luftforsvar. Der er ved at vokse en ganske stærk opinion frem, som mener ja. Blandt dem er en del demokrater fra Clinton-fløjen, altså folk, som må forventes at blive placeret centralt i en muligvis kommende Hillary Clinton-regering. Og den fungerende forsvarsminister Chuck Hagel – som af uforståelige grunde snart skal fratræde sin post – er også på dette hold. Det Hvide Hus tøver tilsyneladende, formentlig af frygt for at USA skal blive blandet ind i endnu en militær konflikt.
Europæerne holder sig til mantraet om at ”der findes ikke militære løsninger”. Indtil videre. Men hvis amerikanerne (igen igen) tager teten, må europæerne følge med. For eksempel ved at betale regningen, hvis europæiske NATO-lande med lagre af russiske våben (som dem, den ukrainske hær bruger) leverer våben og udrustning til regeringshæren i Ukraine.
Diplomatiet ser ud til at få endnu en chance, når kansler Merkel og præsident Hollande besøger Putin i Moskva. De bør forklare Putin, at nu er det sidste chance for at stoppe aggressionen mod Ukraine, hvis Rusland skal undgå at de militære omkostninger skrues voldsomt i vejret. Risikoen er, at de vender hjem med et ”fred i vor tid”-budskab uden hold i virkeligheden. Så må vi sætte vores lid til amerikanerne. Endnu engang.