Der varmes op til en strid om, hvor grænserne skal trækkes i det fremtidige Europa-kort. Præsident Putin har udnyttet sin taktiske sejr over amerikanerne i Syrien-spørgsmålet til at lægge voldsomt pres på de af Ruslands naboer, som gerne vil indgå i en Associerings- og Frihandelsaftale med EU. Han vil have dem med i en Euroasiatisk toldunion med Rusland som kerneland. Det er et enten-eller. Man kan ikke lave frihandelsaftale til den ene side og toldunion til den anden. Og grundlæggende handler det om Ruslands magt i ”det nære udland”, altså genskabelsen af den gamle interessesfære fra Sovjetunionens dage.
Amerikanerne har så travlt med problemerne i Mellemøsten, at de ikke har kræfter – og heller ikke megen troværdighed – til at blande sig i opgøret. Den foreløbige kulmination vil vi opleve sidst i november, når der holdes topmøde i den litauiske hovedstad Vilnius mellem EU-landene og de lande, som indgår i de eksisterende partnerskabsaftaler med EU: Det er Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan – og så Belarus, der står lidt uden for det hele på grund af det ikke-demokratiske Lukachenko-styre.
Hvis vi kigger på Europa-kortet, er der fire landegrupperinger som har rødder tilbage i Sovjettiden: Der er de tre baltiske lande, som var tvangsindlemmet i Sovjetunionen, men genvandt deres frihed i 1991 – og nu alle er medlemmer af EU og NATO. Der er gruppen af Visegrad-lande – Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet – som tidligere var satellitter til Sovjetunionen, men som også nu alle er med i både EU og NATO. Så er der gruppen af ”partnerskabslande” – Ukraine, Moldova, Georgien, Armenien, Aserbajdsjan og Belarus – som i satærkt forskelligt tempo har mast på for nærmere forbindelser til EU (og NATO). Og endelig er der Balkanlandene, herunder det tidligere Jugoslavien, som har sin egen tilnærmelsesproces, og hvor nogen allerede er i både EU og NATO.
Gruppen af ”partnerskabslande” har længe været en slags forældreløse i det europæiske puslespil. På initiativ af Sveriges og Polens dynamiske udenrigsministre – Carl Bildt og Radoslaw Sikorski – vedtog EU for fire år siden det såkaldte ”Eastern Partnership Program” som skulle skabe tættere politiske og økonomiske bånd mellem EU og denne forsømte gruppe. Flere af landene er nu nået så langt i deres politiske reformer, at de nu er klar til at undertegne en egentlig associerings- og frihandelsaftale med EU. Og det litauiske EU-formandskab har gjort sig store anstrengelser for at det kan ske på topmødet i Vilnius sidst i november.
Men det huer ikke Rusland – og Moskva har nu skruet bissen på. Præsident Putin ønsker, at disse lande skal tilslutte sig en toldunion med Rusland – en Euro-Asiatisk Union – og har brugt en række pressionsmidler for at få dem til at makke ret: Der er gennemført tekniske handelsrestriktioner over for Ukraine, der er varslet store stigninger i prisen på russisk naturgas til Armenien, der er indført stop for eksporten af vin fra Moldova til Rusland – og Litauen har også mærket den russiske vrede: Der er indført importstop – af ”sundhedsgrunde” – for Litauens eksport af mejeriprodukter til Rusland. Da den armenske præsident tog til Moskva og lovede at skrive under på toldunionen, faldt gasprisen omgående….
For et par uger siden mødtes Visegrad-landene – og de gav udtryk for stor bekymring over det pres, Rusland lægger på Partnerskabslandene for at bremse deres videre tilnærmelse til EU. De gamle satellitlande kender kun alt for godt til pres fra Moskva.
EU’s svar bør være at mase på for at tilbyde så gode aftaler som muligt til de lande, der ønsker at orientere sig i vores retning. Men engang imellem må man se i øjnene, at der ikke er meget at stille op mod russernes anvendelse af økonomiske og politiske instrumenter.
Armenien har f.eks. et større antal russiske tropper stationeret i kraft af en langtidsaftale – og er sårbare over for naboen Aserbajdsjan på grund af den fastfrosne konflikt om Nagorno-Karabakh (som jeg ikke på denne begrænsede plads skal forsøge at beskrive…). Moldova har problemer med udbryder-enklaven Transdnjestr, som reelt er besat af russerne, og som har udviklet sig til en af Europas mest blomstrende forbryderreder. Georgien har problemer med enklaverne Abkhasien og Sydossetien, som Rusland reelt holder besat – og endog har anerkendt som selvstændige stater. Og Ukraine har det selvskabte problem med indespærringen af oppositionslederen Yulia Timochenko efter en skueproces, der har fået hårde ord med på vejen af den europæiske menneskerettighedsdomstol.
Det er vigtigt at give Ukraine en aftale med EU. Alt for længe har EU svigtet Ukraine. Jeg husker, da den tidligere præsident Yuchenko, der kom til efter den orange revolution, var i København for nogle år siden – og appellerede stærkt til at EU stillede et fremtidigt EU-medlemskab i udsigt: Vi har brug for EU som et fyrtårn at styre efter, sagde han. Men svaret fra EU var, at det kunne de godt glemme…
Først nu – hvor hans rival Janukovitch har indtaget præsidentposten efter en snær valgkamp med Yulia Timochenko – tegner der sig et sådant perspektiv. Men så længe præsidenten holder oppositionslederen fængslet, bør det ikke komme på tale at skrive en sådan aftale under.
Der har været tætte kontakter til regeringen i Ukraine for at få løst problemet. Senest har den tyske præsident Joachim Gauck opfordret sin ukrainske kollega til at benåde rivalinden – og tilbudt, at hun kan komme i behandling i Tyskland for de sygdomme, der har gjort hendes fængselsophold endnu vanskeligere. Det er ved at være i sidste øjeblik. Men på det punkt må EU-ministrene ikke gå på akkord med egne principper. Det vil hævne sig siden.