Der er nogle sanseindtryk, som man aldrig slipper. Et sådant indtryk er for mig lugten af død, i en minegang nær Tuzla i Bosnien. Her lå over tusinde lig af mænd og drenge, som var myrdet under massakren i Srebrenice – i dag for 20 år siden. I alt over 8.000 mænd og drenge blev slagtet af serbiske militsfolk under kommando af general Mladic, som i dag omsider efter 16 år i skjul sidder på anklagebænken i Haag. Hvem husker ikke billederne af ham, mens han skålede med den stakkels hollandske oberstløjtnant, som havde kommandoen over de magtesløse FN-soldater, der skulle sikre den ”beskyttede” zone i Srebrenice… Hollænderen tog senere sit eget liv.
Med den lugt siddende dybt i erindringen smerter det, at serbiske politiske ledere i dag benægter massakren – og at Rusland har nedlagt veto i FN’s sikkerhedsråd imod en fordømmelse af massakren som folkemord.
Jeg var i Bosnien et par år efter massakren som medlem af den International Commission on Missing Persons, som var nedsat efter Dayton-fredsaftalen på amerikansk initiativ. Den amerikanske senator Bob Dole var formand, og i kommissionen sad nogle tidligere politikere fra forskellige lande. Kommissionen arbejdede på at skaffe oplysninger om de ca. 20.000 mennesker fra Bosnien, hvis skæbne var ukendt. En del af arbejdet bestod i at identificere de mange lig, som blev fundet i massegrave rundt omkring. Det var en utroligt vanskelig (og makaber) opgave. Mange lig var blevet flyttet rundt for at skjule sporene efter massakren, og mange blev anbragt i nogle gamle forladte mineskakter nær Tuzla. Her lå de, lag på lag i lange rækker. Og luften var tung af den sødlige liglugt, som blev hængene i næsen i dagevis – og i erindringen i årevis.
Inde i byen mødtes jeg med den kvindegruppe, som repræsenterede de efterladte, og som stadig klyngede sig til håbet om, at deres mænd, kærester og sønner endnu var i live. Alle mulige rygter gik om, at der inde i Serbien fandtes andre mineskakter, hvor fanger blev holdt i live. Men på det tidspunkt var der gået fire år siden massakren, og vi kunne ikke give dem håb. Kun arbejde med at få sat navn på de lig og ligrester, der blev funder. Den moderne DNA-teknologi blev taget i anvendelse, og i et samarbejde med Internationalt Røde Kors blev der indsamlet oplysninger, som efterhånden kunne sætte navn på flere og flere ligposer. Nogle år efter mit besøg i Tuzla lykkedes det at få skabt en begravelsesplads ved Srebrenica, hvor man begraver ofrene, efterhånden som de bliver identificeret. Der er allere sat navn på over 6.000 af de over 8.000 ofre, og i dag – på årsdagen for massakren – vil 136 nye ofre blive begravet ved en mindehøjtidelighed.
Men mange serbere søger at kaste slør over begivenhederne, mange benægter, at der overhovedet fandt en massakre sted. Derfor er det vigtigt for historieskrivningen og udsoningen, at sandheden ikke bliver skjult. En FN-resolution skulle fordømme massakren som ”folkemord” – uden i øvrigt at pege fingre af Serbien – men Rusland nedlagde veto.
Det stinker også – ligesom den liglugt, der hele tiden presser sig på i erindringen.