Europa svigtede i 90’erne, da Jugoslavien blev slidt i stykker af en blodig borgerkrig. Vi andre havde så meget andet at se til, at vi helt glemte at holde øje med, hvad der skete på Balkan.
Er historien ved at gentage sig?
Den seneste udvikling burde give anledning til dyb bekymring i resten af Europa – men vi er så optagne af Putin, Trump, Erdogan, Wilders, Brexit og andre plager, at der tilsyneladende ikke rigtig er plads til at registrere Balkans problemer. Men der er en særlig grund til at gøre det nu, for Rusland har denne gang en meget større finger med i spillet, end sidst. Putins appetit er skærpet i Ukraine og Syrien. Nu frister mulighederne for at skabe problemer for Vesten på Balkan.
Her er et par nylige begivenheder, som burde have fået plads på avisforsiderne i resten af Europa og i USA:
I Montenegro var der for nogle måneder siden et kupforsøg, som tilsyneladende indebar attenplaner mod landets vestligt orienterede præsident. Det var formodningen, at det var serbiske nationalister som stod bag. Nu viser det sig, at russiske sikkerhedstjenester deltog aktivt – med det klare formål at spænde ben for Montenegros forestående medlemskab af NATO.
I Serbien er et tog sendt afsted mod Kosovos grænse med store plakater, der på mange forskellige sprog bekendtgjorde: ”Kosovo er Serbien”. Toget kom fra Rusland, og blev stoppet på grænsen. Det førte til skarpe meningsudvekslinger mellem præsidenterne i Kosovo og Serbien – og manende “advarsler” fra den russiske udenrigsminister. Der tales om, at militante serbere med russisk støtte pønsede på at lave en ”Operation Krim” i det nordlige Kosovo omkring Mitrovice, hvor der bor 50.000 etniske serbere.
I Makedonien blander Rusland sig i en meget farlig politisk konflikt mellem de ledende politikere. Og i Bosnien har lederen af de bosniske serbere, Milorad Dodik, krævet løsrivelse og selvstændighed for delstaten Republika Srbska. Russerne støtter Dodik. Den amerikanske regering har pålagt Dodik sanktioner, og har advaret om, at der er risiko for en ny voldelig konflikt i Bosnien, efter at serberne med Dodik i spidsen har brudt de regler, der blev fastlagt i Dayton-aftalerne, som i 1995 standsede den blodige borgerkrig.
Europæerne synes næsten ikke at have ænset, hvad der foregår…
Så er det tankerne vender tilbage til dengang for over 25 år siden, da vi heller ikke ænsede, hvad der var ved at ske: I juni 1991 var der udenrigsministermøde i Berlin i CSCE (konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa), hvor 35 europæiske og nordamerikanske lande sammen med Sovjetunionen sad og glædede os over alle de fremskridt, der var sket. I vores afsluttende erklæring var der ikke ét ord om Jugoslavien. I et bilag var der dog en henvisning til den orientering, Jugoslaviens udenrigsminister Loncar havde givet – og der stod: ”Ministrene udtrykte deres venskabelige bekymring og deres støtte til Jugoslaviens demokratiske udvikling, enhed og territoriale integritet…” – og vi opfordrede alle parter til at fortsætte det gode arbejde med at sikre en fredelig løsning på de uoverensstemmelser, der var.
Præcis en uge senere gik den jugoslaviske forbundshær (domineret af Serbien) ind i Slovenien. Borgerkrigen var en realitet.
Til vores undskyldning fremføres gerne, at der var så mange andre ting, som fyldte vores dagsorden: Murens fald, den første Golfkrig, tysk genforening, indførelse af demokrati i Øst- og Centraleuropa osv. osv. Der var ikke overskud til at gabe over mere.
Ganske som i dag.
Senere i sommeren 1991 sendte EF (som endnu ikke var blevet til EU) en såkaldt trojka af udenrigsministre til Jugoslavien. Det var Luxembourgs udenrigsministre sammen med kollegerne fra Holland og Italien. De mødtes med alle lederne af de delstater, der siden skulle blive til selvstændige nationer – og alle lovede højt og helligt, at de nok skulle opføre sig ordentligt. Det var de besøgende udenrigsministre rigtigt glade for at høre – så glade, at delegationslederen, Luxembourgs udenrigsminister Jacques Poos, ved det afsluttende pressemøde i Beograd sagde de berømte ord, som siden kom til at plage og nage ham: ”Dette er Europas time, ikke amerikanernes!”
Og så gik krigen for alvor i gang, og blev først stoppet med en massiv amerikansk indsats, som gennemtvang våbenhvile og fredsaftalen i Dayton – efter at over 100.000 mennesker var dræbt alene i Bosnien, og mange var flygtet ud af landet.
Men Dayton-aftalen var ikke fuldkommen – og skal den håndhæves, kræves der en solid indsats udefra for at holde parterne fast på de indgåede forpligtelser.
Amerikanernes interesse kan risikere at blive alvorligt svækket med Trump i Det Hvide Hus – og europæernes interesse for at gribe ind er svækket i takt med at interne problemer i EU har slukket håbet om de udvidelser, der var stillet Balkan-landene i udsigt. Makedonien er en særlig sag, for her har grækerne i alle årene fået lov til at spænde ben for at lukke det plagede land ind i de vestlige samarbejdsorganer.
Det er farligt, hvad der sker lige nu.
Derfor må EU’s ledere tage problemerne alvorligt – og engagere sig i udviklingen på Balkan. EU har meget mere at tilbyde end Rusland. Og meget mere at tabe, hvis der igen udbryder blodige konflikter. Denne gang SKAL det være ”Europas time”!