Naturligvis skal Grækenland hjælpes af sine EU-partnere og holdes oven vande – også selv om over halvdelen af de tyske vælgere ifølge en meningsmåling hellere vil smide grækerne ud af Euro-samarbejdet. Men hvis man gjorde det, kunne det gå hen og blive endnu mere kostbart for resten af EU end at bistå grækerne i den aktuelle gældskrise. Det er imidlertid en vanskelig balancegang at gå: På den ene side skal det forhindres, at grækerne ender i en statsbankerot, som kan bringe Euroen ud i store vanskeligheder – og på den anden side skal man ikke udsende det signal, at alle vil blive hjulpet ud af en økonomisk kattepine, uanset hvor tåbeligt og uansvarligt de har båret sig ad.
For grækerne har opført sig både tåbeligt og uansvarligt. For nu at sige det rent ud: Grækenland har svindlet groft med de oplysninger, der er givet til EU-partnerne om den græske økonomis tilstand. Grækenland kom med i Euro-samarbejdet på grundlag af forfalskede statistikker, som skjulte landets virkelige gældsbyrde, og siden er der løjet systematisk om opfyldelsen af de krav, der stilles til Euro-landene. Da den nuværende Pasok-regering under George Papandreou kom til efter valgsejren sidste efterår, og foretog et uanmeldt kasseeftersyn, måtte man bekende til Bruxelles, at forgængerne i den borgerlige regering havde fortiet den ubehagelige sandhed om underskuddet på statsfinanserne. Det var over tre gange så stort, som man hidtil havde påstået. Og nu står man med et akut finansieringsbehov og en stærkt faldende kreditværdighed.
Hvis Grækenland ikke havde været med i Euroen, var sagen klar: Så skulle man vandre den tunge gang til Den Internationale Valutafond (IMF) for at bede om hjælp, og underkaste sig betingelserne for at modtage denne hjælp. En af betingelserne ville formentlig være en klækkelig devaluering af den græske valuta. Men den mulighed er lukket, fordi Grækenland er med i Euroen. Derfor må Grækenland gennemføre det, der gerne kaldes en ”indre devaluering”, for eksempel ved nedsættelse af lønningerne i den offentlige sektor og begrænsning af de meget generøse pensionsordninger. Bistanden fra EU må være hjælp til selvhjælp. Grækerne skal selv levere de nødvendige indgreb.
Det er udsigten til disse indgreb, der er blevet mødt med demonstrationer i Grækenland – om end de har været langt mere beherskede, end man tidligere har set – og også i Danmark hører man røster, der forarges over, at EU vil ”blande sig” i græske lønninger. Men sådan må det nu engang være, hvis et land ønsker at bevare fordelene ved at være med i et valutasamarbejde som Euro’en – der har givet Grækenland meget store fordele. Så må man skære hårdt for at opfylde betingelserne, og håbe på en vis langmodighed fra partnerne, når der skal sættes tidsmæssige begrænsninger for tilpasningen, og når lånene skal udmøntes. Det er, hvad Euro-landenes finansministre skal drøfte i denne uge, efter at Europæisk Råd i sidste uge besluttede, at Grækenland ikke skal lades i stikken.
Tålmodigheden med Grækenland er imidlertid behersket, især i Tyskland, som ventes at skulle gribe dybest i lommerne for at kautionere for de løsslupne grækere. Tyskland slås selv med store økonomiske problemer. Og i tysk presse udtrykkes forargelse over, at Grækenland f.eks. har en pensionsalder på 63 år, mens Tyskland har sat den op fra 65 til 67 år i et forsøg på at skære de offentlige underskud ned, så man kan leve op til betingelserne i Euro-samarbejdet. Tyskerne er også bange for, at Spanien og Portugal står på spring, i samme øjeblik der lukkes op for penge til Grækenland.
Grækenland er naturligvis blevet særligt hårdt ramt, fordi den globale finanskrise satte ind på et tidspunkt, hvor den græske gældsboble var ved at blive voldsomt stor. Men grækernes erkendelse af egen skyld virker ikke imponerende – og deres adfærd har heller ikke været egnet til at fremkalde sympati.
Den græske statsminister George Papandreou opfattes nok – med rette – som den bedste på posten, hvis Grækenland skal gribe ind overfor den slendrian og korruption, som har ført landet ud på afgrundens rand. Men han skal også gå en balancegang mellem omverdenens krav og den hjemlige folkestemning. Efter sidste uges møde i Det Europæiske Råd udsendte den ellers så besindige Papandreou en bandbule mod sine EU-kolleger i en tale, som blev udsendt på græsk TV: Han beskyldte dem for at skabe en ”stemning af truende sammenbrud” i Grækenland – og hævdede, at Grækenland i Euro’ens første alvorlige prøve er blevet ”en forsøgskanin i kampen mellem Europa og finansmarkederne”. Og så skældte han ud på EU-kommissionen, fordi den ikke afslørede den tidligere græske regerings ”kriminelle adfærd” med forfalskede statistikker: ”Dette har undergravet de europæiske institutioners troværdighed på de internationale markeder”, sagde han.
Det har næppe skaffet grækerne nye venner i Bruxelles og omegn…
I forvejen er Grækenland kendt for at være en ekstremt vanskelig samarbejdspartner. Grækerne har nu i 18 år blokeret for, at det lille nordlige naboland Makedonien kan deltage fuldt ud i internationalt samarbejde. Det har skabt betydelige problemer for stabiliteten på Balkan. Grækenland insisterer på, at Makedonien ikke må kalde sig Makedonien – for det navn er optaget af en græsk provins – og de beskylder makedonerne for at ville hugge denne provins. En helt urimelig påstand, i betragtning af, at der kun bor to millioner mennesker i det fattige Makedonien, mens det over fem gange større Grækenland er med i NATO, som nok skal forsvare grækerne, hvis naboerne vil tage noget fra dem… Den uløste strid betyder, at Makedonien endnu ikke har fået en dato for, hvornår forhandlinger med EU om et fremtidigt medlemskab kan indledes – og Grækenland har også nedlagt veto mod indlemmelse af Makedonien i NATO, selv om alle andre var parate til at tage landet med.
Grækenlands optræden er åbenlyst urimelig – og Papandreous forgængere har gennem årene brugt denne sag til at piske stemningen op i et forsøg på at tale uden om de reelle problemer i landet. (Man kunne fristes til at kalde det en ”burkanisering” af den politiske debat…) Her var håbene også store, da Papandreou kom til, for han har tidligere demonstreret evne og vilje til at se uden om snævre nationalistiske hensyn. Men hvis han skal tøjle den hjemlige borgerlige opposition i spørgsmålet om økonomiske nedskæringer, kan man frygte, at spillerummet snævres ind, når det gælder udenrigspolitiske spørgsmål.
Grækenlands EU-partnere vil forhåbentlig gøre det klart, at hvis Grækenland skal hjælpes ud af den klemme, landet først og fremmest kan takke sig selv for at være havnet i, så skal Grækenland også besinde sig på, hvordan landet optræder som EU-partner. Selv om man lever i ”demokratiets vugge”, skal man ikke opføre sig som politisk blebarn.
I det større perspektiv rejser problemerne med Grækenland det spørgsmål, om Euro-samarbejdet fortsat kan fungere uden en meget skrappere overstatslig styring af de deltagende landes økonomiske politik. Som et minimum bør man kunne sikre sig imod, at der fifles med tallene. Der er ikke råd til flere græske farcer, som alt for let kan udvikle sig til tragedier.