Makedoniens tidligere præsident døde tidligere på måneden. Kiro Gligorov tjente som sit lands første præsident fra Jugoslaviens opløsning i 1991 til 1999, og det lykkedes ham at holde det lille land ude af den blodige borgerkrig, som kom til at hærge det meste af det tidligere Jugoslavien. Men hans ønske om at bringe Makedonien tættere på EU og NATO blev ikke opfyldt. Den større nabo i syd – Grækenland – har i de sidste tyve år effektivt blokeret herfor.
Kort tid før Gligorov døde kom en afgørelse fra Den Internationale Domstol, som vakte jubel i Makedoniens hovedstad Skopje: Domstolen fastslog, at Grækenland ikke havde ret til at blokere for Makedoniens ønske om at tiltræde i NATO, sådan som det skete i 1998.
Det er en klar diplomatisk sejr for Makedonien, som naturligt nok presser på igen for at komme i gang med optagelsesprocessen i NATO – og for at blive anerkendt som ansøgerland i EU, hvor grækerne også har sat foden ned. Men reaktionen fra resten af Europa har været tavshed. Man ser den anden vej, når makedonerne forsøger at blive behandlet på lige fod med de andre Balkan-lande. Med dårlig samvittighed de fleste steder – men uden vilje til at sætte grækerne stolen for døren. USA har forsøgt at presse europæerne til at tage sagen alvorligt, hidtil uden resultat.
I mellemtiden er Grækenland kommet endnu længere ud i deres økonomiske og politiske problemer. Med en teknokratregering er der næppe udsigt til, at grækerne vil bevæge sig i striden med Makedonien. Og frygten for, at Grækenland bryder helt sammen får andre til at tøve med at lægge pres på i sagen. Prisen betales af det lille land, som selv er i en klemt situation på grund af regionens dybe økonomiske problemer og den etniske splittelse, som også tidligere har truet Makedoniens eksistens.
Striden med Grækenland handler først og fremmest om navnet på den stat, der i forbindelse med Jugoslaviens opløsning i 1991 etablere sig under navnet ”Makedonien” – og med Alexander den Store’s far – Filip af Makedonien’s – ”Vergina-sol” som nationalt symbol.
Vilde protester fra Athen: Det var et græsk symbol – og navnet ”Makedonien” måtte det nye land ikke antage, det hedder nemlig en græsk provins, og ved at bruge navnet demonstrerede makedonerne, at de havde territoriale krav på Grækenland. Mente altså grækerne, som følte sig truet af den lille fattige nabo med kun to millioner indbyggere…
Grækenland indledte en handelsboykot mod Makedonien og spændte ben for, at det daværende EF kunne sende nødhjælp til makedonerne.
Presset virkede: I 1995 udskiftede Makedonien sit flag med Vergina-stjernen – og accepterede, at Makedonien blev medlem af FN under navnet ”FYROM – Former Yugoslav Republic of Macedonia”, og optræder under ”T” i FN’s medlemsfortegnelse… Til gengæld blev handelsboykotten ophævet, og grækerne lovede at de ikke ville spænde ben for Makedoniens optagelse i internationale organisationer. Hvilket de så gjorde alligevel – og nu har fået den internationale domstols ord for, at de dermed har brudt en indgået aftale.
Navnestriden er endnu ikke løst. Makedonien fastholder navnet i sin forfatning. Og grækerne har ustandseligt fundet meget andet at lade sig fornærme over: Lufthavnen ved Skopje hedder ”Alexander den Stores Lufthavn” – og det er en hån mod græsk historie, påstås det. Og den udmærkede vin fra egnen omkring Skopje, som blev solgt i især Tyskland under navnet ”Macedonian Wine” blev mødt med protester og retssager, fordi det var misbrug af et græsk navn. Og så videre.
Naturligvis kan man ikke afvise, at makedonerne har været i drillehumør engang imellem – men hvem ville ikke være det, når man får at vide af en langt gunstigere stillet nabo, at man ikke udgør et folk eller en sproggruppe, og at man heller ikke har nogen historie…
Græsk nationalisme har det med at gå i selvsving over emnet – det erfarede jeg i januar 1993, hvor Danmark havde overtaget EF-formandskabet, og hvor jeg i Europaparlamentet bebrejdede græske parlamentarikere at de stolede så lidt på deres partnere i NATO og EF, at de kunne føle sig truet af to millioner fattige naboer mod nord… Det fik dem helt op i det røde felt. Og det var ikke nok for dem, at den danske regering dagen efter faldt (godt nok af helt andre årsager…) og at slagsmålet med dem derfor blev en af mine sidste oplevelser som udenrigsminister. De ville også boykotte danske oste, fordi den danske regering havde forsøgt at overtale dem til at opføre sig anstændigt.
Lige før sammenstødet i Europaparlamentet havde jeg været på rundrejse i det tidligere Jugoslavien: Jeg havde været i det belejrede Sarajevo, og hørt serbernes artilleri beskyde byen – jeg havde mødt Milosevic i Beograd, et at de modbydeligste mennesker jeg har ført forhandlinger med – og så havde jeg besøgt Kiro Gligorov i Skopje, hvor han fortalte om sine bestræbelser på at få de to stridende folkegrupper i sit land – kristne makedonere og muslimske albanere – til at leve fredeligt side om side. Det var en mand, som fortjente støtte.
Gennem årene siden har jeg mødt ham flere gange. Han var i 1995 udsat for et attentat, som dræbte hans livvagt og nogle forbipasserende – og som kostede ham selv et langt hospitalsophold. Sidst jeg var sammen med ham var han 92 år, præget af årene og attentatet – med en del af hovedskallen trykket ind, og kun et øje tilbage. Men lysende klar og opsat på at holde fred i sit land, og med sine naboer.
Det er en sort plet på EU’s og NATO’s samvittighed, at så mange har ladet sig kujonere så længe af grækerne. Det kan hævdes, at man ikke skal udnytte grækernes situation til at presse dem – det vil formentlig også give bagslag – men der er heller ingen grund til at lade sig smitte af Grækenlands handlingslammelse. Det vil være til skade for stabiliteten på Balkan – og dermed i hele Europa – hvis Makedonien bryder sammen, fordi landet ikke har fået rimelige vilkår af sine europæiske naboer.
Skopje, februar 2010