Han var den værste af de værste. Ratko Mladic. Og nu er han fanget, endelig, efter 15 års frustrerende jagt. Forhåbentlig når han frem til Haag, så en retssag ved den internationale krigsforbryderdomstol kan oprulle historien om de lidelser, han påførte en hel befolkning – og de grove forbrydelser mod menneskeheden, han havde det direkte ansvar for.
Det var Mladic, som stod for mordet på 8-9.000 bosniakiske mænd og drenge i Srebrenice. Og det var Mladic, der havde kommandoen over de bosnisk-serbiske styrker, som belejrede Sarajevo gennem flere år. Listen over forbrydelser bliver lang, når anklageskriftet skal udfærdiges, og retssagen kan begynde. Den mand kommer aldrig ud af fængslet igen i live.
For mange serbere er han en helt. Vi hørte en serbisk dansker fortælle på TV, at hans arrestation er en katastrofe, og at han ikke har gjort noget galt. Det viser, at myten om Mladic skal punkteres, for at man kan komme videre. Den nye generation, som er vokset op siden borgerkrigen på Balkan, har brug for at få fortalt sandheden om de rædsler, der gik for sig – uden nationalistisk bravado og fortielse. Og mon de vil se noget ”heltemodigt” i mordet på tusinder af forsvarsløse mennesker i Srebrenice? Eller i beskydningen af en storby, hvor snigskytterne især sigtede på børn, for så ville sorgen blive endnu større…
For de efterladte betyder det meget, at der nu er udsigt til, at den direkte ansvarlige for mordene på deres kære kan blive draget til ansvar.
I sidste halvdel af 90’erne var jeg medlem af en kommission, der skulle udrede de forsvundnes skæbne – International Commission on Missing Persons – og vi mødtes med de efterladte efter Srebrenice-massakren. Det var en gribende oplevelse. De havde alle håb om, at deres mænd eller sønner stadig var i live, måske gemt væk i et eller andet underjordisk fængsel. Alle mulige rygter var i omløb. Men det langsommelige arbejde med at identificere de lig og ligrester, som begyndte at dukke op, kvalte håbene, et efter et. I dag er der oprettet en stor kirkegård udenfor Srebrenice for de ofre, som er identificeret – og stadig flere kommer til.
Arbejdet i kommissionen gjorde også, at jeg så Mladic’ efterladenskaber: De dynger af lig, som var gravet ned af bulldozere eller smidt ned i mineskakter. Det syn (og den lugt) sidder stadig dybt inde i mig. Derfor har det været en kilde til stadig harme, at han ikke blev draget til ansvar – selv om mange må have vidst, hvor han opholdt sig. Indtil den tidligere serbiske præsident Milosevic blev anholdt i 2001, gik Mladic åbenlyst rundt i Beograd – og i årene derefter, hvor han var gået under jorden, kom der hele tiden historier om, at han var set det ene eller det andet sted. Stærke kræfter i politi og efterretningstjenester holdt tydeligvis hånden over ham.
Det har været en blokering for Serbiens forhandlinger om et fremtidigt EU-medlemskab, at man ikke kunne stille med Mladic. For tre år siden fik man fat i den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic, der havde gemt sig bag et busket fuldskæg og en ny identitet som healer – og presset for også at få Mladic voksede.
Nu kan forhandlingerne mellem EU og Serbien gå i gang for alvor – og det kan forhåbentlig også bane vejen for at lægge øget pres på den bosnisk-serbiske delrepublik Srpska, som truer med at sprænge den skrøbelige bosniske statsdannelse i stykker. Arrestationen af Mladic – og den kommende retssag – er en milepæl. Men de virkeligt vanskelige opgaver ligger stadig forude: Bosnien – Kosovo – Makedonien.
Udviklingen i Bosnien og Kosovo forgiftes af Serbien – udviklingen i Makedonien forgiftes af Grækenland.
Nu må EU træde mere i karakter, og lægge maksimalt pres på dem, der blokerer for udviklingen på Balkan.