I morges gjorde jeg det samme som mange andre over hele landet: Jeg hejste flaget for at markere min taknemmelighed og respekt overfor de danske veteraner og deres familier. Det er en smuk og rigtig tradition der er skabt med denne flagdag, som markeres så mange steder rundt om i Danmark. For det giver os anledning til at stoppe op et øjeblik og tænke over, hvad det hele handler om.
I den sidste snes år har over 26.000 af forsvarets ansatte været udsendt til opgaver ude i verden. De er blevet sat til at løse vigtige og farlige opgaver. Nogen har mistet livet. Andre er vendt hjem med sår på sjæl eller legeme. Og til dem – og til deres efterladte og pårørende – skal der i dag lyde en særlig varm tak.
Det er noget nyt og usædvanligt, at så mange danskere sendes ud i verden på den slags opgaver. Men verden har forandret sig i den sidste snes år. Og forsvaret af Danmark er ikke længere noget, der kan holdes inden for vore egne grænser.
Jeg er selv vokset op under den kolde krig. Gjorde tjeneste som soldat og var i en årrække aktiv i forsvarets reserve. Dengang handlede forsvaret af Danmark om at være parate til at kæmpe, hvis det skulle blive nødvendigt – sammen med vore allierede. Når nogen bevægede sig uden for landets grænser, var det som hovedregel for at deltage i manøvrer i vores nærområde eller for at være fredsbevarende styrker i FN længere ude i verden.
Den situation ændredes, da den kolde krig sluttede for en snes år siden. Nye trusler mod vores sikkerhed dukkede op. Det var ikke længere nok at demonstrere international solidaritet ved at sende u-landsbistand og humanitær bistand ud i verden, og så stole på, at stormagterne sørgede for at bruge våbenmagt, hvis det skulle vise sig nødvendigt. De små lande måtte også tage et medansvar.
For Danmark betød det, at vi måtte tage nye opgaver op. Vi måtte føre en mere aktiv udenrigspolitik end vi havde været vant til. Det førte i første omgang til, at vi sendte et dansk krigsskib – ”Olfert Fischer” – af sted til Golfen for at bidrage til indsatsen mod Irak, der havde invaderet Kuwait. Og så gik det slag i slag:
Vi sendte danske styrker til eks-Jugoslavien, som var hærget af borgerkrig og etniske udrensninger. De kom i kamp ved Tuzla, da en dansk styrke blev angrebet – og svarede så kraftigt igen, at det vakte opmærksomhed og beundring verden over. Det store amerikanske dagblad New York Times havde en overskrift, som henviste til, at vore modstandere havde forsøgt at lokke danskerne i en ”musefælde”. Overskriften lød: Musen åd katten!
Det åbnede omverdens øjne for, at danskerne kan andet, end optræde som pæne og fredsommelige vogtere af fred. Vi kan også forsvare freden og retsordenen, når det er nødvendigt. Og det er lige siden blevet demonstreret på Balkan, i Irak, i Afghanistan, ved Afrikas Horn, i Libyen – alle de steder, hvor dansk forsvar har været involveret i krævende og farefulde operationer, der kan gøre det nødvendigt at anvende våbenmagt.
Den respekt, der står om danskernes indsats, møder man mange steder. Jeg har selv besøgt udsendte danske soldater og hørt andre landes repræsentanter taler med beundring om danskernes evne til at finde en rolig balance mellem overtalelse og magtanvendelse i vanskelige situationer.
Den respekt smitter af på vores nation. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde erhvervet os et lidt blakket ry, da den kolde krig hørte op – som nogen der helst ville lade andre om at tage det farlige slid, mens vi selv havde vores forbehold… Det er ikke længere det billede, der tegner sig af Danmark hos vore venner og allierede. Og det kan vi takke dem for, som vi hylder i dag!
Takket være Jer, er verden blevet et sikrere og bedre sted at være. Ikke perfekt – langtfra – men bedre. Og det er netop, hvad man skal forholde sig til, når nogen stiller det gamle spørgsmål: Kan det nytte?
Svaret er Ja! Ikke alle de mål, vi satte os i f.eks. Afghanistan, er blevet opfyldt – eller vil blive opfyldt. Men Jeres indsats har gjort en forskel.
Det er vel i virkeligheden noget af det, ethvert menneske må spørge sig selv om: Har jeg været med til at gøre en forskel? Og her kan vore veteraner med stolthed sige, at det har de.
Det er én af de værdier, man tager med sig hjem. Og dem skal man hæge om, selv om der altid vil være nogen, som nedgør eller ligefrem håner indsatsen. Til dem kan vi sige: Det er blandt andet for at sikre en frihed, der giver Jer mulighed for at tænke og tale som I gør, at vi har været villige til at ofre liv og lemmer på den anden side af jordkloden!
De mennesker, der har været ude, har ikke blot givet det danske samfund noget værdifuldt gennem deres indsats. De rummer også nogle værdier, som vi hjemme skal værdsætte og udnytte. For veteranerne har haft oplevelser, som udvider deres horisont og forståelse for verden omkring Danmark. De er blevet prøvet, har lært sig selv bedre at kende…
Derfor skylder vi både dem og os selv at tage særlig godt imod dem, når de vender hjem, og skal indrette sig på et hverdagsliv. Det gør vi ved at anerkende de særlige værdier, de bringer med sig – ved at forstå, at omstillingen kan være vanskelig, og give de bedste tilbud om hjælp til at håndtere personlige problemer. Det må ikke være sådan, at nogen føler at de kommer hjem til en ny slagmark.
Det er noget, alle må kunne samles om – hvad enten man er enig eller uenig i de beslutninger, der har sendt dem af sted.
Vi skal i dag takke dem, der er derude – og dem, der er kommet hjem. Med en særlig varm tak til dem, der er vendt hjem med sår på sjæl og legeme, og som har særlige behov for vores omhu og omsorg.
Vi vil også takke dem, der har givet afkald på deres kære, og levet i frygten for at miste dem, mens de var af sted. Ægtefællerne og kæresterne og børnene, som gik derhjemme i uvished og bekymring – og forældrene, det er en situation jeg selv kender så godt… Der er mange at takke, for der har været mange om at gøre det muligt for vore udsendte at gøre den helt særlige indsats, de med rette er berømmede for.
Og så skal vi mindes dem, der gav deres liv. Vi vil mindes dem i taknemmelighed og ærefrygt.
Tak.