Lige nu er det vidunderligt at sidde på en af Istanbuls små cafeer og kigge over Bosporus-strædet på Asien – med en kop stærk tyrkisk kaffe og et vederkvægende glas raki, den tyrkiske nationaldrik…. Det gjorde jeg for et par dage siden, men med en fornemmelse af at være stærkt politisk ukorrekt, i det mindste i Tyrkiet. For det helt store stridsemne i Tyrkiet i den forgangne uge var, om den tyrkiske nationaldrik er raki – eller om det er den lidt sure og salte yogurtdrik ayran. Premierminister Erdogan havde nemlig sat sindene i bevægelse ved at fastslå, at nationaldrikken hverken er øl – som tyrkerne ellers er fremragende til at brygge – eller den anisbaserede og stærke raki, som ellers var favoritdrik for selveste Mustafa Kemal Atatürk, nationens fader. Nej, sagde Erdogan – nationaldrikken er ayran, en ikke-alkoholisk mælkedrik.
Naturligvis måtte jeg prøve et glas ayran, men ærlig talt: Min smag er mere i overensstemmelse med Atatürk end med Erdogan, om end jeg har stor respekt for sidstnævntes indsats for at gennemføre politiske og økonomiske reformer i Tyrkiet. Og hans tilsyneladende uskyldige bemærkning ramte da også en rå nerve i den standende strid mellem sekulære og muslimske kredse i Tyrkiet. En hærskare af twittere og bloggere kastede sig ud i kampen, som hurtigt kom til at dreje sig om, hvilken politisk/religiøs retning Erdogan ønsker at fremme. Er der en skjult muslimsk dagsorden i at fremhæve ayran på bekostning af raki, lyder spørgsmålet. Og flere af de bekendte, jeg besøgte i Istanbul, svarede klart ja – det ligger helt i forlængelse af Erdogans bestræbelser på at forbyde tobaksreklamer og opføre en kæmpemoske på en Istanbuls dominerende højdedrag…
Regeringen svarede igen med at hævde, at der blot er tale om et forsøg på at føre en ryge- og alkoholpolitik, som hindrer især ungdommen i at forfalde til misbrug – og det kan man jo kun have sympati for, efter at have oplevet danske gymnasieelever på druktur til Prag – men følelserne sidder uden på tøjet hos de sekulære tyrkere, som frygter, at Erdogans til tider lidt autoritære stil sigter mod en religiøst betinget begrænsning af de personlige frihedsrettigheder. Og der henvises til, at i modsætning til f.eks. de vestlige lande, der indfører begrænsninger i annoncering og salg af alkohol, så har Tyrkiet slet ikke et alkoholproblem: Kun 6 procent af tyrkiske familier nyder alkohol, og tallet har været faldende. Så frygten er der – Erdogan og hans mildt islamiske parti (AK) har en skjult dagsorden, som er moraliserende og religiøs.
Det er naturligvis interessant at følge i vores delaf Europa, hvor det f.eks. var et stort problem for de ellers så renfærdige svenskere, da EU begyndte at pille ved salget af våd snus som et led i nye sundhedstiltag. (For ikke-kendere: Våd snus er noget, som mange svenskere – også kvinder, som åbenbart ikke vil kysses – stopper ind i munden i stedet for at ryge). Men raki eller ayran – det er så udpræget et indre tyrkisk anliggende, som næppe vil blive en anstødssten i de forhandlinger om EU-optagelse, som i øvrigt nærmest er gået i stå. Desværre, mener jeg – for jeg tilhører den (stadig mindre) minoritet som gerne ser Tyrkiet i EU, når de sidste reformer er faldet på plads. Vi har brug for Tyrkiet som en stærk partner i spændingsfeltet mellem Europa og Mellemøsten/Asien.
Her er det nok så interessant som raki/ayran-striden, at der omsider synes at være et gennembrud i det gamle kurdiske problem. Der er etableret kontakt mellem den tyrkiske regering og oprørsbevægelsen PKK, som har givet sine bevæbnede grupper ordre til at søge ud af Tyrkiet og ind til deres baser i Irak. De lægger ikke op til en egentlig afvæbning – ”decommissioning”, som man kaldte det i Nordirland – men der er ingen tvivl om, at det er, hvad den tyrkiske regering håber at opnå.
Erdogan og hans regering arbejder på at skabe en fredsløsning med PKK, som helt kan stoppe det væbnede oprør ved at give kurderne en række rettigheder – men det har skabt stærk modstand i den tyrkiske opposition. De førende oppositionspartier har boykottet den parlamentariske kommission, som skal følge forhandlingerne med PKK – og ledende oppositionspolitikere beskylder Erdogan for at sælge ud af nationens interesser, og tilbyde kurderne deres egen stat som betaling for støtte til hans bestræbelser på at gennemføre en ændring af Tyrkiets forfatning, så parlamentarisken afløses af et præsidentielt system efter fransk mønster. Han sigter selv mod at kunne overtage præsidentposten, når der er valg næste år.
De kommende måneder vil derfor være afgørende for, om den reformproces, Erdogan har indledt, vil kunne fortsætte. Presset for en løsning med kurderne øges af spændingerne ved grænserne mod Syrien og Irak, og risikoen er, at yderligtgående kurdiske kredse vil spænde ben for den spinkle fredsproces – eller at Erdogan presses til så store indrømmelser i retning af autonomi i en federalistisk model, at han mister opbakning i befolkningen. Atatürks model for en stærk tyrkisk identitet er stadig lys levende. Og denne model indebærer afvisning af enhver etnisk identitet indenfor Tyrkiet – også den kurdiske – for at undgå de spændinger, som svækkede det gamle multietniske osmanniske rige.
Derfor er der sammenhæng mellem diskussionen om nationaldrik og diskussionen om tyrkisk identitet. Og derfor er der måske længere over Bosporus-strædet end det ser ud til, når man sidder der en lun forårsaften. Og nyder sin raki.