I dag blev Kroatien medlem af EU. Det vil formentlig vare en rum tid, inden næste udvidelse sker. Det finder jeg beklageligt. For hvis man ser nærmere på udvidelsen med Kroatien, får man en klar fornemmelse af værdien i at have EU som et ”fyrtårn” for de europæiske lande, der søger at skabe et bæredygtigt demokrati efter mange år på skyggesiden af det delte Europa.
Da Jugoslavien gik i opløsning for snart et kvart århundrede siden, stod det bestemt ikke skrevet i stjernerne, at Kroatien så forholdsvis hurtigt ville blive i stand til at opfylde ”Københavns-kriterierne” – endda mere overbevisende end et par af de lande, som tidligere er lukket ind.
Jeg mindes et besøg i Kroatien for kun godt 20 år siden, i januar 1993.
Danmark havde formandskabet i EF (som det stadig hed), og jeg var på rundrejse i eks-Jugoslavien: Fra Slovenien, der havde vendt ryggen til sine gamle partnere i Jugoslavien, og var i fuld gang med at orientere sig mod Vesteuropa – videre til Kroatien, som endnu var lammet af blodige og uforløste opgør – til Sarajevo, som var belejret og under kraftig beskydning – Makedonien, som blev klemt af grækernes paranoia – Kosovo, hvor serbiske gangsterbander kørte rundt i deres firehjulstrækkere – og endelig Serbien, hvor en timelang samtale med Slobodan Milosevic efterlod et klart indtryk af, at vi endnu ikke havde set det værste…
I Kroatien herskede præsident Tudjman – en mærkelig blanding af nationalistisk fantast, lærd historieprofessor og kriger, der yndede at optræde i en selvkomponeret operetteagtig marskaluniform. Da han mødtes med mig, havde han dog et pænt jakkesæt på – men iscenesættelsen var som hentet ud af en førkrigsfilm: Blanke støvler og farvestrålende bannere. Og han forærede mig to eksempler på, hvad nationen havde bidraget med til verdenscivilisationen: Et slips (for ”cravat” kommer af ”kroat”) og en skrueblyant. Den gamle general var utålmodig: Han truede med at modsætte sig en forlængelse af det mandat, hvorunder FN-styrkerne holdt serbere og kroater adskilt – for serberne forstod kun hård magtanvendelse, mente han.
Jeg besøgte den danske FN-bataljon i det sydlige Kroatien, hvor FN-tropperne havde den utaknemmelige opgave at holde parterne adskilt – og hvor danske soldater blev dræbt, da det senere bragede løs igen, og de kom i krydsild. Turen gennem de områder, der havde været ramt af kampe før FN-styrkerne rykkede ind, var nedslående. Man kunne se udbombede kirker i de landsbyer, vi kørte igennem – for først var den ene part blevet smidt ud, og deres kirker brændt, og derpå vendte den anden gruppe tilbage, og brændte de førstes kirker…
Tænke sig, at det kun er tyve år siden.
De sidste ti år har Kroatien forhandlet om det EU-medlemskab, som i dag blev en realitet. Landet er i dyb økonomisk nød, som så mange andre lande i den del af Europa – og håber på, at EU-medlemskabet kan bidrage til at tiltrække investeringer udefra. Man venter dog ingen mirakler. Arbejdsløsheden er på over 20 procent, ungdomsarbejdsløsheden tæt på 50 procent.
Men det kroatiske demokrati har vokset sig stærkt – stærkt nok til, at landet bør have chancen, og komme med i fællesskabet. Og det er en påmindelse om, hvad der var hele ideen med europæisk integration: At sikre og styrke freden og friheden i Europa!
Derfor er det trist at måtte erkende, at ”udvidelses-trætheden” har bredt sig så meget, at de næste udvidelser nok kommer til at ligge ret langt ude i fremtiden. Det er der mange, som vil juble over – vent bare og se de kommentarer, der kommer væltende. Men det kan risikere at blive en bremseklods på den demokratiske udvikling i lande, som alt for længe har ligget i indbyrdes strid – og hvor muligheden for at komme med i EU er det håb, som holder reformgryderne i kog.