Måske er vi heldige. Måske rammer en fuldtræffer Ghaddafi og hans nærmeste. Måske falder hans støtter fra, fordi de tror, at den indtil nu USA-ledede koalition er fast besluttet på at fjerne Ghaddafi. Måske, måske, måske…. måske er vi heldige.
Mere sandsynligt forekommer det, at vi lige nu oplever begyndelsen på noget, som kan komme til at trække ganske længe ud.
Man skal ikke undervurdere opbakningen bag Ghaddafi – og man skal ikke undervurdere hans overlevelsesevne. I modsætning til angrebene på Serbien i sin tid, hvor formålet var at standse Milosevis-regimets forsøg på etnisk udrensning i Kosovo, har vi her at gøre med en endnu mere desperat og skrupelløs leder: Ghaddafi har (i modsætning til Milosevic) ikke nogen steder at trække sig tilbage. Han er fanget som en rotte i sit hul, og vil bide fra sig til det sidste – med alle midler.
Spørgsmålet er derfor, om den koalition, der angriber Libyen for at standse drabene på civile – men som reelt ønsker at fjerne Ghaddafi fra magten – er rede til at gå hele vejen. Det vil formentlig medføre betydelige civile tab – og det kan få især europæerne i koalitionen til at bremse op for indsatsen, før den er gennemført fuldt ud. Når formålet var at beskytte civile, vil det være vanskeligt at forklare hjemme, at indsatsen også kræver civile liv.
Hertil kommer usikkerheden om, hvem der skal afløse Ghaddafi. Vi ved ikke, hvem oprørerne er. Vi ved ikke, om de kan enes om andet end at fjerne de nuværende magthavere. Vi ved ikke, om de er i stand til at skabe strukturer, som hindrer Libyen i at blive en ny ”failed state” – helt tæt på Europas bløde og meget sårbare bug.
Nedkæmpelsen af Ghaddafi vil ikke kunne gennemføres alene med luftangreb. Så med mindre man er heldige, kan det blive nødvendigt med en indsats på landjorden. En invasion af Libyen vil kunne gennemføres med umiddelbar succes – stærkere er Ghaddafis styrker ikke – men problemet er, hvad man derefter skal stille op. Fremfor alt vil det være vigtigt ikke at tegne billedet af et vestligt ”korstog” – netop det billede, Ghaddafi i disse timer forsøger at tegne, og hvor han vil have et lydhørt publikum i den muslimske verden, hvor man udmærket husker dengang for ikke så længe siden, hvor Ghaddafi var en skattet gæst hos de vestlige ledere, der rent bogstaveligt kyssede hans hånd (Berluscone, naturligvis…).
Man forstår godt, at USA tøvede længe med at engagere sig i denne sag – som først og fremmest har presserende interesse for europæerne. For amerikanerne har ikke tillid til, at europæerne kan mande sig op til at gøre, hvad der er nødvendigt for at føre opgaven til ende – her skræmmer sporene fra Bosnien og Irak, og såmænd også fra Afghanistan, hvor de fleste europæiske lande har pakket deres indsats ind i et tæt lag af forbehold (”caveats”).
Men nu er man startet – og USA valgte at gå i spidsen ud fra devisen ”Either lead, follow – or get out of the way!” Amerikanerne kunne ikke bare ”get out of the way” i en situation, hvor det var lykkedes at få FN’s sikkerhedsråd til at vedtage den nok hidtil skarpeste resolution om beskyttelse af civilbefolkning mod et brutalt regime. Men de er bekymrede, ingen tvivl om det – og de vil vægre sig ved at blive trukket ind i en langvarig krig, med besættelse og regimedannelse og alt hvad dette indebærer.
Derfor er det store spørgsmål: Er ”man” (og det vil sige europæerne) rede til at gå videre, når første fase er lykkedes? Første fase er dels den praktiske gennemførelse af den ”no-fly zone”, FN har bemyndiget, og dels den langt vanskelige standsning af Ghaddafi-styrkernes fremrykning. Sandynligheden for succes er i denne første fase er betydelig – men hvad så?
Det er forhåbentlig nøje gennemtænkt.